Nyttig Information til lejere

Nyttig Information til lejere


Det skal føles trygt at bo til leje hos os. Derfor har vi samlet en række nyttige informationer, som skaber overblik for dig som lejer i vores lejemål. Har du spørgsmål der ikke findes svar på her på siden, er du altid velkommen til at kontakte os herom.

 

 

Indflytning, ordensregler & kontaktoplysninger

På dagen for overtagelse af lejemålet mødes du med udlejer i dit nye lejemål, hvor der foretages et indflytningssyn og udleveres nøgler. Synet finder sted for at sikre dig som lejer i, at det lejede står indflytningsklart og nymalet som beskrevet i kontrakten. Fra denne dato har du ydermere 14 dage til at rette henvendelse til os, skulle du opdage fejl ved lejemålet som er opstået inden indflytningsdatoen, men er blevet overset ved indflytningssynet.

Når mennesker bor tæt på hinanden, i vores udlejningsejendomme er det vigtigt at udvise respekt og hensyn. Derfor har vi udarbejdet et sæt ordensregler for vores ejendomme, som udleveres ved indgåelse af lejekontrakten. Vi forventer at vores lejere efterlever disse regler. Ved bortkomst af ordensregler, kan et nyt sæt naturligvis rekvireres ved kontakt til vores kontor via e-mail til sb@pedersengruppen.dk

Hvis der sker ændringer i de kontakt oplysninger du gav os ved indgåelse af lejekontrakten, bedes du hurtigst muligt meddele dette til os. På den måde kan vi altid komme i kontakt med dig ved eventuelle ændringer eller akut opståede behov for adgang til dit lejemål. Du kan meddele os ændringerne via telefon 76140111 eller via e-mail sb@pedersengruppen.dk

 

 

Opsigelse, fraflytning & depositum

Du som lejer har ifølge lejekontrakten 3 måneders opsigelse til den første i en måned. Hvis du ønsker at opsige dit lejemål, skal du fremsende en skriftlig opsigelse via mail til sb@pedersengruppen.dk. Herefter kvitterer vi med et skriftligt svar, med bekræftelse på modtagelsen af opsigelsen.

Et opsagt lejemål skal fraflyttes senest 14 dage før opsigelsesdatoen falder. Vi kontakter dig derfor hurtigt efter modtagelsen af opsigelsen, for at aftale tid for fraflytningssyn. Ved fraflytningssynet afleverer du nøglerne til lejemålet, som herefter betragtes som fraflyttet. Husk i denne forbindelse at få skiftet postadresse inden denne dato. En række forhold i lejemålet skal være i orden inden fraflytningssynet kan finde sted. Vi har udarbejdet en tjekliste der gør det mere overskueligt for dig, når du skal klargøre lejemålet til synet. Ved fraflytningssynet fortager vi sammen en fælles gennemgang af lejemålet, hvor eventuelle fejl og mangler konstateres samt tilfælde der kunne kræve en udbedring af enten udlejer eller lejer. Inden synet afsluttes underskrives en udflytningsrapport af begge parter, og du får en kopi med fra mødet.

Link: Lejers tjekliste før fraflytning 

Ved indgåelse af lejeaftalen betales et depositum svarende til 3 måneders husleje. Ved fraflytning af lejemål opgør udlejer udgifter til klargøring af lejemål, som maling og udbedring af eventuelle skader, og disse fratrækkes depositummet inden afregning.

 

 

Vicevært & ejendomsservice

Vi lægger vægt på at vores ejendomme og boliglejemål fremstår velholdte og i god stand, så vores lejere kan føle sig tilfredse. Til varetagelse af praktiske opgaver har vi en ejendomsservice, hvor vicevært René Bjerre er den primære kontaktperson. Oplever du problemer i dit lejemål, på ejendommen eller på udenomsarealerne, kan du derfor altid kontakte viceværten.

Skulle der opstå et uopsætteligt, akut behov for udbedring af en skade, eventuelt et sprunget vandrør eller en alvorlig skade på ejendommen, kan viceværten undtagelsesvist kontaktes hele døgnet.

Vigtigt: Det er ikke tilladt for lejer selv at rekvirere håndværkere uden forudgående aftale med vores ejendomsservice. Sker dette alligevel, og påhviler udbedringen retteligt lejer, eller påhviler udbedringen udlejer, men er ikke uopsættelig og akut, vil det udelukkende være lejer der hæfter for udgifter til udbedringen.

 

 

Kontakt os

Vicevært & Ejendomsservice

René Bjerre

Telefon 41292528

E-mail rb@pedersengruppen.dk

Træffetid: Mandag-torsdag kl. 07.00-15.00, fredage kl. 07.00-13.00
Bemærk: Skulle der opstå et uopsætteligt og akut behov for udbedring af skade, som sprunget vandrør eller en alvorlig skade på ejendommen, kan viceværten undtagelsesvist kontaktes hele døgnet, samt på søndage og helligdage. 

 

Ejendomsadministration & Udlejning

Sanne Borregaard

Telefon 76140111

E-mail: sb@pedersengruppen.dk

Træffetid: mandag-fredag kl. 08.00-15.00 


Pedersen Gruppen mener
Dokken skal være et mangfoldigt bykvarter, med varieret beboersammensætning, nye boligtyper og byfunktioner for alle