Pedersen Gruppen har siden starten i 1988 udviklet, opført og administreret en række større erhvervsbyggerier i den vestjyske hovedstad, Esbjerg.
Vi har specialiseret os i udvikling af ejendomsprojekter; især inden for detailhandel og domicilbyggerier til kontorformål. Sideløbende har vi tilføjet en række boliglejemål til porteføljen i sammenhæng med detailbutikker i Kongensgade, centralt i Esbjerg. Med disse er fulgt renovering af bevaringsværdige bygninger med fokus på høj arkitektonisk standard, hvilket har medført to præmieringer fra Esbjerg Byfond.
Siden 2005 har vi ligeledes specialiseret os i restaurations- og konferencevirksomhed, som foregår via Restaurant Gammelhavn.
En gammel, spændende bygning fra Esbjergs tidligste barndom.
Bygningen blev i mange år anvendt til proviantbygning for DFDS bådene, som sejlede til England. Der var tidligere store køle- og fryserum i bygningen, ligesom der var køkkenfaciliteter. Loftet blev anvendt til opbevaring af gods.
Bygningen er nu totalrenoveret og ført tilbage til sit oprindelige udtryk fra opførelsen i 1922 og med de karakteristiske små gavlkonstruktioner i enderne.